Elbil som leveringsmiddel?

Vi har nu leveret 3 gange i en elbil hos Miljøhverdag. Hvordan er det så gået? Jo, det har skam ikke været helt problemfrit.

 

I dagligdagen er vi begyndt at se flere og flere elbiler. VW’s nye elbil ID.3’s kåring som årets bil 2021 markerer yderligere blot, at vi kommer til at se meget mere til elbiler og vi langsomt kan begynde at vinke farvel til de traditionelle benzin- og dieselbiler. Det er andet år i træk en elbil er kåret som årets bil, hvilket tegner godt. I dette blogindlæg vil jeg ikke komme så meget i dybden med el vs. Benzin/diesel, men mere dykke konkret ned i de erfaringer vi har gjort os hos Miljøhverdag.

 

Aftale om elvarebil - og de muligheder det giver

Gennem Intopit Viborg har vi kunne låne en Renault Kangoo ZE til vores leveringer i nærområdet. Vi ville helt fra starten gerne undgå at skulle bruge de traditionelle fragtfirmaer for meget. Først og fremmest fordi, at vi synes tanken om at levere på ren el, var genial. Dernæst giver det mening, fordi vi også arbejder imod at kunne tilbyde at tage kasserne retur sammen med emballage og pap. Så ville man bare skulle smide sit pap og emballage retur i kassen og så vil man få det ud af verden når vi kommer med næste måneds kasse. Det betyder nemlig, at vi har mulighed for at håndtere affaldet på bedst mulig måde og genbruges det, som kan genbruges.

 

Første tur på ren el

Første tur på ren el var en blandet oplevelse. Overordnet set, var det en rigtig god og hyggelig dag. Henrik og jeg kørte Midtjylland rundt i vores fine lille varevogn fyldt op med kasser. En Renault Kangoo ZE er opgjort til at kunne køre ca. 200km på en ladning og vi havde planlagt en hel perfekte rute på ca. 160km, så vi ville faktisk på papiret kunne komme alle kunderne i nærområdet forbi på blot 2-3 timer. Dette endte dog ikke med at passe helt. Vi fandt hurtigt ud af, at vi aldrig nogensinde ville kunne nå hele vejen rundt, så ca. halvvejs på ruten holdt vi ind et sted i Aarhus, hvor vi havde fundet en ladestander. Vi spiste noget mad og spenderede en times tid, mens bilen ladede op. Da vi kom ud til bilen efter en god times tid, var det ikke meget mere end 30km ekstra vi havde fået på batteriet og de forsvandt hurtigt igen. Men der var ikke andet for end at køre videre.

 

Slutspurten

Vi ankommer til Silkeborg og skal ind med den sidste kasse (for den dag), det viste sig at tage noget længere tid end de blot 2-3 timer. Det var nu sen aften, vi havde været afsted i 5-6 timer og vi manglede 28km hjem til Bjerringbro, hvor vi faktisk også havde et par steder vi manglede at aflevere lidt kasser. Dette var dog ikke helt så nemt, da batteriet var nede på under 5km tilbage. Så vi kørte forsigtigt efter en ladestander i Silkeborg. Vi satte bilen til strøm og ventede en god times tid igen. Klokken nærmede sig nu 23 og vi var godt trætte, selvom det dog havde været en hyggelig dag. Vi kigger på batteriet og ser den siger 30km. Velvidende, at man ikke kan stole på km tælleren valgte vi at vælge snuden hjemad - vores tålmodighed var ved at være brugt op.  

 

Erfaringer

Der er nogle klare fordele og ulemper ved elbil og ved at levere selv. De miljømæssige fordele vil jeg i første omgang ikke komme ind på, da jeg i dette indlæg udelukkende fokusere på, hvad der virker i praksis - og det virker ikke at levere langt omkring i en el-varebil. Men, det kan godt lade sig gøre på en god måde at komme omkring i en elbil. Det fungerer nemlig at afgrænse nærområdet til det, som giver mening ift., hvor langt elbilen kan køre. Vi lånte en Tesla til den ene levering og her var der absolut ingen problemer og ikke en snært af km angst (altså frygten for km tælleren der falder og falder). Dog skal man afgrænse sig, når man med en Renault Kangoo ZE ikke kan komme vidt omkring. Så er der en anden ting ved elbiler - de er bare behagelige at køre i. Ingen støj, hurtig i optrækket og ingen gearskift, men bare en fantastisk køreoplevelse.

 

Miljøhverdag og el-varebiler fremover

Efter nogle gode timer i elbil er vores mål at oprette leveringszoner, hvor vi kan levere med el-varebil. Det vil betyde, at vi kan levere til en meget billigere pris og vi ovenikøbet kan tage kasserne med retur til en stadig billig priser og på ren el. Målet er at starte med de små zoner rundt omkring i landet, som til sidst gerne skulle give os mulighed for at levere på ren el til hele Danmark. Indtil det er muligt, vil vi gøre brug af fragtfirmaer og så bliver løsningen at klimakompenserer al vores fragt. Dette betyder, at vi kan levere miljøkasser i hele landet samtidig med, at vi kan arbejde os imod at oprette disse leveringszoner på ren el.

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort