Den lille guide til en mere klimavenlig hverdag

Af Xenia Duffy

Jeg møder rigtigt mange, som er nysgerrige på, hvordan man kan komme i gang med at leve mere klimavenligt. De fleste er bekymrede for at det er for dyrt eller for besværligt. Jeg forstår godt, at det kan være svært i en travl hverdag at have overskuddet til at ændre sine vaner. Derfor har jeg skrevet en lille guide, som kan give dig inspiration til, hvordan du kan komme i gang. Nemt og med det samme.

Stop med at købe tandpasta

Ja, det virker som en fjollet lille detaljer at starte med, men tandpasta er sådan noget som vi alle sammen bruger, og som har en rigtigt negativ effekt på naturen. Der er mikroplast i langt de fleste tandpasta-typer, og det ender både i dig og i spildevandet, når du bruger din tandpasta. Vi bruger rigtigt mange tandpastatuber hvert år, og tuberne er blandt den type af affald, som ofte ender på en losseplads i Malaysia, hvor plasten brændes af med store konsekvenser for den lokale befolknings sundhed.

I stedet kan du købe tandpasta på piller. De findes i forskellige slags – på papirspose eller i glas – og kan efterhånden købes flere steder på nettet og i daligvarebutikker som Normal. De skal tygges med lidt vand, og så fungerer de lige så fint, som den tandpasta, du er vant til.

Skift dine flydende sæber til faste sæber

Flydende sæbe består primært af vand og de opbevares som regel i en plastikbeholder. Det betyder at mange liter vand transporteres fra A til B, når du indkøber flydende sæber og når sæben er tom, skiller du dig af med emballagen. Flydende sæber er desuden ofte syntetiske – dvs. de indeholder parabener, diverse kemikalier osv. Faste sæber er derimod oftest fremstillet af naturlige olier og indeholder ikke konserveringsmidler, der kan skade miljøet. Det er ikke kun din håndsæbe, du kan skifte ud. Du kan også skifte din bodywash, din shampo og din balsam til en fast sæbe. Hvis du synes det er træls at dele den faste sæbe til håndvasken eller i badet, så overvej at købe en sæbedispenser, som skærer lidt af sæben ud i af gangen. Så længe du starter med at gøre dine hænder våde, skummer sæben godt, og sæben undgår at opbevare bakterier og forlænger sin levetid, fordi den holder sig tør inde i dispenseren.

Det er ikke lykkedes mig at finde en god, fast opvaskesæbe endnu. Her køber jeg i stedet det mest miljøvenlige opvaskemiddel, jeg kan finde. Så hælder jeg cirka 10-20 dråber af det over i en vandspray og fylder op med vand. Når jeg vasker op, bruger jeg sprayen på gryder og pander og det er så rigeligt fint. En flaske opvaskemiddel holder på den måde gerne et helt år ad gangen. Det store problem med opvaskemiddel er nemlig primært, at de fleste af os bruger ALT for meget af det. Der skal kun et par dråber til, så bliver opvasken ren og du undgår for mange kemikalier, der ryger direkte ud med spildevandet.

I opvaske- og vaskemaskinen vil jeg anbefale, at du bruger vaskenødder. Det er naturens egen sæbe og her undgår du helt kemikaler. De er nemme at bruge, dufter ikke af noget og skal bare smides ud efter vasken. Der følger en lille pose med, som du bare smider i vaskemaskinen, og i opvaskemaskinen lægger du dem bare i bestik-bakken.

Næste skridt er alle de flydende sæber, som du bruger når du gør rent derhjemme. Her har du med stor sandsynlighed en spray til badeværelsesrengøring, en spray til køkkenrengøring og en spray til at pudse spejle med. Når de er tomme, så smider du plastikflaskerne ud og køber nye, ikke?

Det er der heldigvis også råd for. Og det handler ikke om at lave sine egne rengøringsmidler. Ikke helt ihvertfald. Der er nemlig nogen, der har fundet på den smarte løsning, at du nu kan genbruge dine sprayflasker og i stedet købe tabletter, som du smider i flasken, fylder flasken op med vand fra hanen – og vupti, så har du nye rengøringsmidler. Det er virkelig smart – og dit hus bliver lige så rent, som det altid har været.

Tag cyklen

Ja, det ved du godt. Men vidste du også at hver tredje gang vi sætter os ud i bilen, så kører vi en tur på under fem kilometer? Og at næsten halvdelen af dem, der pendler til arbejde kun har 10 kilometer at køre? Vi tager alt for sjældent cyklen, når vi skal transportere os selv, men det kan virkelig betale sig. Både for klimaet og dit personlige helbred. Vi sidder for meget ned og kommer for lidt ud i den friske luft. En cykeltur efter en liter mælk, ned og hente børnene eller bare til byen på en lørdag formiddag vil være en god investering i dit klimaregnskab. Personligt tænkte jeg, at jeg ikke havde tid til at cykle, men i virkeligheden spilder vi i Danmark 81.000 timer om dagen på at holde i kø på de store veje. For mit vedkommende lærte jeg hurtigt at det tog præcis lige så lang tid at køre på arbejde (dengang 9 kilometer hver vej), som det gjorde at køre i bil. Jeg holdt ikke i kø, der var færre lyskyds (kunne køre ad cykelstier), og jeg skulle ikke bruge tid på at finde parkering, når jeg nåede frem. Ja – og så sparede jeg indimellem min tidlige løbetur om morgenen, fordi jeg vidste at jeg fik min motion til og fra arbejde, og fik i stedet mere tid til morgenmad med ungerne.

Det var den lille guide. Skal nok lave den udvidede guide til dig også. Men nu har du et sted at starte. Held og lykke med det.

Du kan læse mere til Xenia og hendes miljøvenlige hverdag her: https://imaginary.dk/writer/xenia/

2 kommentarer

GloriaGam

Bitcoin Evolution – http://www.cpagettipotokk4.com/srq9/

AmandaLak

Bitcoin Evolution – http://www.cpagettipotokk4.com/srq9/

Indsend en kommentar